Efterbehandling af strik

Brug et uldvaskemiddel når du vasker dit strik. Hold øje med temperaturen, den må ikke komme ret meget over 30 grader, så vil dit strikketøj begynde at filte. Brug gerne et termometer indtil du har fået fornemmelsen – 30 grader er koldere, end man lige tror! Nogle vasker kun i vaskemaskine, det må være op til den enkelte, om man tør, og om man har en maskine, man kan stole på. 

Efter vask ruller du dit strik ind i et håndklæde og trykker så meget væske ud som muligt.  Læg strikketøjet fladt til tørre, idet du forsigtigt trækker det i facon.

Måske skal strikketøjet spændes op. Det er ikke strengt nødvendigt, men opspændingen giver den sidste finish til dit strikketøj. Spænd op på en flamingoplade med knappenåle og lad strikketøjet sidde, til det er tørt. Det er en god ide at lægge ternet mønsterpapir på flamingopladen, inden du spænder op. Så har du linjer at styre efter.
Et sæt opspændingswirer kan være en rigtigt god hjælp ved opspændingen.
Har du alligevel ikke tålmodighed til opspænding, kan du bruge et dampstrygejern. Lad jernet svæve en cm over dit strikketøj, så du ikke maser hele strukturen ud af arbejdet.